Stella løbet
I 2015, sendte min daværende kontaktsygeplejerske på Hvidovre Hospital og jeg, sponsoransøgninger ud, til nogle medicinalfirmaer.
Det gav ikke pote, hvad sponsorater angik, men til gengæld, landede en af ansøgningerne alligevel et heldigt sted. Nemlig på Ole Larsens skrivebord. Noget i ansøgningen ramte Ole i hjertet.
Ole er meget aktiv løber, og i 2014 donerede han 1 krone for hver kilometer han løb, til ofrene for tragedien i Boston, under marathonløbet i 2013.
I 2015 valgte han så at støtte et nyt formål, nemlig "Hospitalsklovnen Stella".
Det var en rørende tanke, at hver gang han tog sine løbesko på, løb han ikke bare for sig selv, og for motionens skyld. Men også for mig, og de hospitalsindlagte børn.
Jeg har modtaget donationer, på de mest rørende måder. Og denne, er helt klart en af dem.
Ole foreslog, at vi skulle lave et STELLA LØB.
Det første af slagsen, blev afviklet i august 2015, og da vores startnumre var strandet i Taulou pakkecenter, lavede vi endnu et løb, samme år, allerede i november.
Hele Oles fantastiske familie bakkede op, og var med, og alle deltagere i begge løb, havde nogle dejlige timer sammen.
Til det første løb, havde Nordisk Film sponsoreret biografbilletter, der blev trukket lod om, og til alle løb, har Super Brugsen i Hvidovre, doneret kildevand til alle deltagere.
EDC i Vanløse, var også med som sponsor, hvilket gjorde, at vi i løbet både i 2016 og 2017, også kunne dele flotte medaljer ud, til alle deltagere.
Da alle løb, var så stor en succes, var der også et Stella Løb i 2018.
Det år, havde vi en ganske særlig samarbejdspartner med "ombord". Nemlig ejendomsmæglerfirmaet NORVIK, der via deres sponsorat, sørgede for, at løbet denne gang var ekstra mindeværdigt.😉
Løbet var bogstaveligt talt for ALLE. Barnevogne, kørestole og hunde, var selvfølgelig også velkomne. Man kunne nemlig selv bestemme, om man ville løbe, eller bare gå en dejlig tur rundt om Damhusengen, hvor løbet foregik. Ruten er på 3 km. så det var til at overkomme.
Stella løbet i 2018, var det sidste af sin slags. Men skulle der sidde nogen der kunne tænke sig at være primus motor for et Stella løb, så hører jeg meget gerne fra dig/jer.😊