Bag om Stella
Bag om Stella, står Charlotte Nefer.
Charlotte har altid vidst, at hun skulle være skuespiller.
Hun startede med at spille teater, for både børn og voksne, i en alder af 12 år. I årene der fulgte, var der både dramatiske og mere komiske roller "på tapetet". Dog med en vis overvægt indenfor den komiske genre. Efter nogle års opgør med den famøse "Jantelov", blev Charlotte omsider optaget på teaterskolen, og fik sin drømmeuddannelse.
Om det efterfølgende kneb lidt med at have spidse albuer nok, om det skyldtes manglende forbindelser, eller simpelthen manglende evne til at "være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt", svæver i det uvisse. (For det skyldtes i hvert fald ikke manglende talent!😉) Men summa summarum: Roller kom der næsten ingen af!
Til gengæld var der så nogle søde børn, der fik glæde af Charlottes til tider lidt barnlige natur, da hun slog sine folder i både børnehave og vuggestue, i årene efter teaterskolen. Det blev da også til et dramapædagogisk studie på Københavns Universitet.
Charlottes søn Alexander (født i 1992), har gennemgået to omfattende rygoperationer på Rigshospitalet. Første gang som 8-årig og anden gang som 13-årig. Efter begge operationer måtte han sidde i kørestol med gipskorset i 6½ måned. Så Charlotte ved af egen erfaring, hvad det vil sige at være forældre til et sygt barn. Men samtidig også hvordan humor kan være et meget vigtigt redskab, i svære tider. Med dette "i bagagen" var det et oplagt og naturligt valg for Charlotte, at ville arbejde som hospitalsklovn.
I efteråret 2001, så Charlotte TV-udsendelsen om Birgit Bang Mogensen, der som den første hospitalsklovn i Danmark, under klovnenavnet "Gunil", havde sin ugentlige stuegang på Afdeling A3 på Skejby Sygehus. Da udsendelsen startede, syntes Charlotte det var "noget underligt noget" med en klovn, et sted hvor der var syge børn! Den holdning ændrede sig imidlertid radikalt. For da udsendelsen sluttede, vidste Charlotte at hun også ville være hospitalsklovn. Herefter fulgte nogle "hospitalsklovnekurser" hos Birgit Bang Mogensen, og mange timers karakterarbejde med at finde frem til Stella, og med at lære hende at kende.
Rent praktisk blev der brugt timevis på at kontakte mulige sponsorer.
Ud over at arbejde som hospitalsklovn, holder Charlotte foredrag om sit arbejde, sin baggrund, og om hvordan alting faktisk bliver lettere, hvis man har humoren med sig. Læs mere om dette ved at klikke her.
Charlotte har desuden en 4-årig psykoterapeutisk uddannelse. Meget mere om det på www.psykoterapi.in
Derudover er hun også professionel clairvoyant rådgiver, både for private og erhvervsfolk. Dette kan du læse om på www.clairvoyance.pro
"Jeg var faktisk bange for klovne, da jeg var barn. - Og er stadig ikke glad for "overmalede" klovne, der bruger voldsomme virkemidler.
Det er derfor Stella altid, som udgangspunkt, er stille og genert."
Citat Charlotte Nefer
Officielt er Charlotte Stellas storesøster. Det er hende, der kører Stella frem og tilbage, og hende, der sørger for "alt det praktiske". (Som f.eks. når der er storvask.)