Hospitalsklovn - Hospitalsklovnen Stella

FAQ

Stella tegnet af Josefine Opsahl i 2011

HVAD SKAL DER TIL FOR AT VÆRE EN GOD HOSPITALSKLOVN?

Det er langt fra nok at tage en rød næse på og sige: "Jeg er hospitalsklovn".

Der er visse ting, der "bør være i orden," for at man er en god hospitalsklovn. Der kan nævnes i flæng:

- God situationsfornemmelse og intuition. At man er empatisk, fordomsfri og psykisk stærk. Altid udviser betingelsesløs optimisme og er åben og imødekommende.

- God til at improvisere. (Man skal kunne holde fast i sin karakter i flere timer ad gangen. - Det duer ikke at man "leder efter sin karakter mens man klovner." Den skal ligge helt fast. Jo mere man ved om sin karakter jo bedre. (- Hvem er din klovn? Hvad drømmer han om? o.s.v.) En livlig fantasi og humoristisk sans er også vigtige elementer.

- Man skal være diskret og høflig og kunne respektere et "Nej tak" hvis f.eks. et barn ikke har lyst til at få besøg af en klovn.

- Man skal huske at man har TRE målgrupper, der alle er lige vigtige:
Børnene, deres pårørende og personalet.

- Det er en fordel med en vis portion livserfaring.

- Man skal kunne se bort fra "operationsar", "udslæt" o.lign. - og se "barnet bag sygdommen". (Og ikke være sart).

- Man skal være god til at tale med alle og kunne "gribe nuet".

- Man skal kunne fralægge sine "private problemer" inden man begynder at klovne.

- Mød ALTID barnet på barnets præmisser! Kom IKKE med intentionen "Se mig, hør mig". Men der i mod med intentionen: "Jeg er her og jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du har lyst." Hvis man vil være hospitalsklovn for "anerkendelsens skyld" og for at "høste bifald", bør man lade være og blive noget andet! Kodeordet her er ”ydmyghed”. Ydmyghed er for mig, i denne forbindelse, ikke et negativt ord. Men et ord, forbundet med respekt og forståelse, for en sårbar og meget personlig situation, for både børn og forældre.)

- Optræd ALDRIG voldsomt eller larmende.

Af de mere "praktiske ting" er det vigtigt at:

- Man aldrig bliver "stik-klovn". D.v.s. ankommer samtidig på stuen med f.eks. en laborant. For så risikerer man, at barnet forbinder klovnen med noget ubehageligt, - og det er jo bestemt ikke meningen! Tværtimod.

- Man har en god sans for hygiejne, og er opmærksom på at man ikke risikerer at bære smitsomme sygdomme fra den ene stue til den anden. (Man klovner selvfølgelig heller ikke hvis man selv er syg!) Samt at man undgår at sidde på gulvet, eller på barnets seng.

- Det er også vigtigt, at man ikke fremtræder alt for "malet", som en cirkusklovn ofte er. (En hospitalsklovn er jo IKKE det samme som en cirkusklovn!!!) Der er en del børn, der bliver bange for en stor hvid maske.

HVAD LAVER EN HOSPITALSKLOVN?

De overordnede mål:

At skabe større tryghed for de indlagte børn og deres familier, ved at:
- spejle og legalisere barnets følelser
- aflede opmærksomheden fra ubehagelige undersøgelser
- tage fokus lige efter noget ubehageligt (f.eks. blodprøver), er overstået. Så det er mødet med Stella og ikke blodprøven, barnet husker mest.
- være en modvægt til den "kolde, hvide verden" og være et positivt minde efter udskrivelsen, således at barnet, når det ser tilbage på hospitalsopholdet, f.eks. kan tænke: "Jeg var bange, jeg havde ondt, jeg var ked af det og ville hjem, - men det var nu meget sjovt da Stella kom og besøgte mig."
- være 100 % allieret med barnet. (Stella har jo det privilegium, at hun aldrig skal gøre noget ubehageligt ved barnet.)
- tilpasse "Stellas opførsel" efter det enkelte barns situation: Alder, sygdom, "energiniveau", psykiske tilstand, de ydre omstændigheder (er det f.eks. et barn der er nyindlagt, på vej til operation, eller på vej hjem.) samt barnets ønsker, behov og situationen som helhed.

At give børnene nogle "små sejre", styrke deres selvværd og evt. lade dem "læsse af" f.eks. ved at
- de kan lære Stella nogle ting
- de kan trylle (når Stella ikke kan)
- bare lade dem snakke løs og fortælle om hvad som helst. (Sommetider vil et barn f.eks. gerne vise sit operationsar, fortælle om sin sygdom, om sin kat, sit legetøj eller noget helt andet. Stella er barnets ven og til tider fortrolige.)

EKSEMPLER FRA STELLAS HVERDAG.

-Stella bliver tilkaldt af en sygeplejerske, fordi en 8-årig dreng, skal fra afdelingen og ned på en anden afdeling, hvor han skal lægges i narkose, fordi han skal have foretaget en gastroskopi. Alt er gået fint hidtil. Drengen var ved godt mod da han ankom til afdelingen, men da det blev tid til at tage over på den anden afdelingen, nægtede drengen pure at tage med. Han græd og råbte og var meget ulykkelig. Da Stella ankom på stuen, var hans forældre, to sygeplejersker og en portør til stede. Stella havde mødt drengen to dage før, så de var ikke helt fremmede for hinanden. På det tidspunkt sad han og græd stille og sagde: ”Jeg gør det ikke”. Da Stella stod i døren, hviskede drengens far til hende: ”Han er helt vild med Brøndby (fodboldholdet), - Hvis du kan bruge det til noget.” Stella går ind og sætter sig på hug foran drengen og siger: ”Hej Peter”. Peter svarer ikke. Det øvrige personale og forældrene er rigtig gode til at ”trække sig lidt tilbage” og lade Stella og drengen ”få lidt fred”. Stella fortæller Peter, at hun også nogen gange bliver rigtig ked af det, hvis hun skal noget hun ikke vil, fordi hun er bange for hvad det er der skal ske. Hun fortæller at hun en gang skulle undersøges og at hun græd, fordi hun ikke ville. Hun siger at hun godt kan forstå, at han er ked af det. Men hun fortæller også at hun kan huske hvor lettet og glad hun var, da hun så til sidst alligevel gjorde det. Hun begynder så at tale om fodbold og om Peter så fodboldkampen med Brøndby i fjernsynet i går. Hun fortæller også om nogle sjove tricks man kan lave. – Og at man også kan lave nogle ”Brøndby ting” ud af balloner. Snakken udvikler sig til om Peters mor mon kan trylle. Stella tester mors ”trylleevner” og det viser sig at hun faktisk er ret god til det. (Moren altså).
Portøren fortæller at det er en der hedder Camilla der er dér hvor undersøgelsen skal foregå og at hun er rigtig flink. Stella bliver nysgerrig og aftaler med Peter at de måske kan starte med at gå ned og finde ud af om det er rigtigt at hun er flink. Far, mor, Stella , Peter og portøren går af sted. Peter græder ikke mere. Men er nu meget stille. Da de kommer ned på afdelingen, må de vente på gangen. Stella spørger Peter om de ikke skal trylle lidt mens de venter. Så hun tryller og laver derefter et ballonsværd. Hun spørger Peter om han ved hvad en væbner er. Det ved Peter ikke, så Stella fortæller om at ”de rigtige helte”, i dette tilfælde er det Peter, der skal gennemgå nogle prøvelser, eller måske skal slås mod et uhyre, sommetider har brug for en ven, der kan hjælpe dem, hvis de skulle få brug for det. Stella viser hvordan et rigtigt ”hilse-ritual” foregår, inden en fægtekamp begynder. Hun retter ryggen og sætter sværdet i sit bælte. ”Jeg er klar!” Siger hun. ”Jeg er din væbner og jeg skal nok hjælpe dig”. Når der kommer en ”hvid kittel forbi” trækker hun sværdet og ser meget modig ud. Peter kan ikke lade være med at smile. Der ankommer to sygeplejersker. Den ene spørger om det er Peter, men de siger ikke hvad de selv hedder”, ”Ja, og det er mig der er Stella, - jeg er Peters væbner!” Derefter giver hun dem hånden og siger ”Hvad hedder du?” Da ingen af dem hedder Camilla, udtrykker Stella sin undren, men opretholder (selvfølgelig) optimismen og hvisker til Peter at de så lige kan tjekke om de er flinke nok. Så skal der ventes igen. Stella snupper en gummihandske og går i gang med at lave David Beckham ud af balloner. Men hun kommer til at afbryde sig selv, da der hænger et minutur på væggen. Peter og Stella kommer til at snakke om ”Olsen-banden” og Stella tager et stetoskop op af tasken og siger: ”Her kommer Stella Olsen!” Hun ifører sig et par gummihandsker og stetoskopet, hvorefter hun lytter til pengeskabet (minuturet) for at løse koden. Peter griner. Nu ankommer en læge, der skal anlægge et venflon i Peters hånd. Stella trækker sværdet op og blinker til Peter. Peter tager det helt fantastisk. Han står lige så stille og den flinke læge lader ham stå op mens han får sprøjtet bedøvelsen ind i hånden. Så løfter han Peter op og lægger ham på briksen. Stella siger til Peter at hun laver David Beckham færdig, så han venter oppe på hans stue, når han kommer op på stuen igen. Peter bliver søvnig og falder i søvn.
Senere på dagen kommer sygeplejersken fra afdelingen hen til Stella og siger tak for hjælpen. Da Peter vågnede var han ved godt mod og havde sagt til sygeplejersken at han da godt kunne komme igen en anden dag.

Jeg tager ikke ”hele æren” for, at det gik så godt med Peter. Men jeg er overbevist om, at Stellas nærvær har haft stor betydning for Peter. Der er ingen tvivl om, at alt går allerbedst, når der opstår et samarbejde omkring barnet. Et samarbejde mellem forældre, personale, hospitalsklovnen og i sidste ende naturligvis også med barnet.

- En autistisk dreng på 9 år, vil ikke med ind på børneafdelingen. Han står op ad væggen med armene over kors og græder. Stella kommer "tilfældigt" forbi, står først lidt i sin egen verden, men nærmer sig så langsomt drengen og spørger hvorfor han er ked af det. Han siger at det har han ikke lyst til at tale om. Det kender Stella godt fra sig selv, siger hun. Alligevel kommer en lille snak i gang og Stella spørger drengen om hvem det er han skal tale med på afdelingen. Det ved han ikke. Stella siger at hun lige vil gå ind og finde ud af hvem det er. Hun kender jo alle på afdelingen og vil så komme tilbage til drengen og fortælle lidt om dem han skal ind og snakke med. Stella kommer tilbage med sygeplejersken, der venligt hilser på drengen. Stella fortæller om sygeplejersken som hun kender godt og spørger om han ikke har lyst til at komme med ind på afdelingen og "se giraffen". (Der ER faktisk en del giraffer på denne afdeling.) Drengen siger at han godt vil gå med ind.

- En læge skal stetoskopere på et 2-årigt barn. Barnet er så bange for hvad det er der foregår, at det græder så højt, at lægen ikke kan høre noget brugbart i stetoskopet. Stella viser sig i døren og barnet bliver så overrasket over hendes anderledes udseende og væsen, at det glemmer at græde. Lægen kan efterfølgende lytte til hjerte og lunger uden problemer.

- En dreng på ca. 2 år, skal gennemgå en hjertescanning. Stella har inden undersøgelsen leget med ham og har etableret en positiv kontakt. De går sammen med forældrene ind til scanningen og mens lægen scanner, ligger drengen på ryggen på en briks i ca. 20 minutter. Scanningen foregår uden problemer, fordi Stella hele tiden afleder og beskæftiger barnet, blandt andet med sæbebobler, musik, sang, mimik og dyr der kan sige lyde. (Tidligere har det været nødvendigt at lægge drengen i narkose, for at kunne foretage denne undersøgelse.)

- En 5-årig dreng, vil ikke ud af sengen. Men han skal meget gerne op og gå lidt, efter sin operation. Stella går ind på stuen til ham og taler lidt med ham. Hun spørger ham om han ikke vil med ned i legestuen og se noget trylleri. Det vil han gerne. Stella siger hun går der ned og venter på ham. Han kommer der ned med sin mor lidt efter og leger og tryller med Stella.

- En pige på 6 år, er meget ked af, at være på sygehuset. Hun er meget trist og giver over for Stella udtryk for, at hun ikke kan noget som helst. Stella fortæller hende, at der altid er noget man er god til og at alle er gode til noget. Stella vil trylle med sin lille æske, men der sker ingenting. Hun spørger pigen om hun godt vil hjælpe hende. Pigen tøver først, men prøver så at trylle. Der kommer balloner op af æsken og pigen lyser op som en sol, smiler til sin mor og siger:"Jeg kan trylle!"

- En pige på 9 år har en udbredt mundbetændelse, og skal derfor pensles med en vatpind i munden, flere gange dagligt. Sygeplejersken har forklaret Stella inden hun kommer ind på stuen, at pigen under ingen omstændigheder vil gå med til dette. Stella går ind på stuen og efter at have etableret kontakt, kommer sygeplejersken ind og siger til Stella: "Nå, dér er du! Du ved jo godt at du lige skal have penslet din mund." Stella siger meget afvisende:"Nej, det vil jeg ikke!" (spejler barnets følelser.) Sygeplejersken forklarer Stella hvorfor hun bliver nødt til det og efterhånden bliver Stella overbevist. Hun er dog stadig ret utryg ved situationen og spørger pigen til råds om, hvordan man skal gøre, fordi hun har hørt, at pigen ved noget om det. Forløbet udvikler sig til, at pigen stille og roligt viser og forklarer Stella hvordan man skal gøre og Stella udfører opgaven efter pigens anvisninger, samtidig med at pigen pensler sin egen mund. Sygeplejersken kontrollerer bagefter om Stella og pigen har gjort det godt nok. Stella er meget glad og taknemmelig for pigens hjælp og udtrykker det overfor hende.

- En 10-årig dreng er indlagt på traumecentret i næsten 6 måneder. Han har en cancertumor i hjernen. Hver uge besøger Stella ham. Hendes ugentlige besøg er noget der bliver talt meget om og hver uge glæder de sig til at se hinanden igen. Et venskab udvikler sig og utallige sjove og pudsige episoder opstår, til stor glæde for drengen, forældrene, personalet og selvfølgelig også for Stella. Der trylles, tegnes, synges og grines. Stellas besøg bliver et ugentligt "pusterum" i en ellers triviel og ensformig hverdag. Når Stella er på besøg, snakkes der ikke om sygdom, men om alt muligt andet.

- En dreng på 5 år, skulle have astmamedicin gennem en såkaldt ”spacer”, der er en slags rør, man skal trække vejret igennem. Drengen nægtede pure. Både hans mor og en sygeplejerske havde forsøgt at overtale ham. Stella havde mødt drengen tidligere og spurgte ham om, hvorfor han var så ked af det. Stella fortalte, at hun også sommetider kunne være ked af det. Sygeplejersken spurgte ind til hvorfor han ikke ville tage medicinen og drengen fortalte at der var alt ”alt for meget luft i”. Stella havde tidligere på dagen lavet et ballondyr til drengen og spurgte ham om han kunne huske den pumpe hun brugte til at puste ballonen op med. Hun fortalte ham, at man også kunne suge luft ud med pumpen og spurgte om hun måtte prøve at suge luft ud af det rør, der var for meget luft i. Det fik hun lov til. I et godt samarbejde mellem drengens mor, sygeplejersken, Stella og Ninja turtlen Leonardo, lykkedes det at få drengen til at tage sin medicin.

- En lille sjov historie, hvor udfaldet godt kan skyldes en tilfældighed: En pige på 2½ år, har fået en pose på, som hun skal tisse i. Moren venter tålmodigt i to timer, uden at der sker noget. Stella kommer forbi og en sygeplejerske spørger om hun ikke kan få den lille pige til at tisse. "Jo, det kan jeg da godt!" svarer hun, optimistisk som hun er. Stella, der kender pigen i forvejen, sætter sig på hug over for hende og siger: "Kender du det, når man skal tisse, men man ikke kan, så skal man bare sige sådan her: Pssssssss", - Pigen kigger nysgerrigt på Stella. Stella siger lyden igen og moren udbryder glad: "Hun tisser! Hun tisser nu!"

- En del børn er meget bange for, at få taget blodprøver. En dreng på 8 år græder hver gang det skal ske og er meget bange. Blodprøverne foretages nu om tirsdagen, så drengen ved at Stella kommer og "hjælper ham" igennem det. På den måde er der noget postitivt han kan se frem til og ikke kun noget der er ubehageligt.

Det sker ind i mellem, at Stellas nærvær ikke gør nogen forskel for et barn, f.eks. ved blodprøvetagning. Ind i mellem er et barn SÅ angst, at der ikke er andet at gøre, end at holde det fast og få f.eks. blodprøven overstået. Dette er naturligvis meget ubehageligt for såvel barnet, forældrene som personalet. - Når en sådan situation opstår, holder Stella "lav profil" og først når blodprøven er taget, "kommer hun på banen igen", for at aflede opmærksomheden fra det ubehagelige og sætte fokus på noget positivt.

HVORFOR ER DET SÅ VIGTIGT AT "HOLDE KARAKTEREN" MENS MAN KLOVNER?

Efter min mening bør man holde fast i sin karakter, når arbejder som klovn. Man brister illusionerne for børnene, hvis man pludselig står på gangen og "snakker voksensnak". Den nye ven, barnet måske lige har mødt, opfører sig pludselig helt anderledes og bliver utroværdig.
Rent personligt er det faktisk også en stor fordel, at holde karakteren. Hvis jeg, Charlotte en dag f.eks. er lidt træt når jeg skal klovne, tænker jeg altid: "Nå, men det er jo godt Stella ikke er det!" - Og det er hun så heller ikke! En anden ting er, at det også er MEGET sjovere, hvis man er tro mod sin karakter. Klovnen både siger og gør nogle ting man måske aldrig selv ville have sagt eller gjort, hvis den får lov til at "have sit eget liv".

HAR DU NOGLE GODE RÅD TIL HVORDAN MAN SOM PERSONALE KAN ØGE TRYGHEDEN FOR BØRNENE PÅ HOSPITALET?

Ja! I forbindelse med, at jeg har undervist læger, sygeplejersker, bioanalytikere og andet plejepersonale i at forbedre kommunikationen med børnene og med at skabe større tryghed, har jeg udarbejdet denne skrivelse, som jeg håber kan være til gavn for enhver, der ønsker at gøre en indsats for, at "aftraumatisere" børnenes ophold på hospitalet.:

”STIKKER EN STIKPILLE???”

(Tips for alle, der arbejder med syge børn.)

HUSK DE TRE T´ER: TILLID – TRYGHED – TROVÆRDIGHED.

”Praktisk”:
- Bær noget synligt, der ”bryder den hvide verden”. F.eks. sjove navneskilte (som mange har), kuglepenne med lys i, en lille bamse, sæbebobler o.s.v.)
- En lille ting i lommen. F.eks. et lille dyr, en lommelygte, et lille trylletrick (Eks. elastik-tricket), en klovnenæse, eller måske en mouth-coil… En ting du selv synes er sjov.

Husk ”dit eget indre barn”.
Nogle synes måske det kræver lidt mod(!) – Det er jo et faktum at vi alle har været børn engang! – Og har mødt verden med åbenhed, optimisme og tillid. Ved at huske dette, at ”se verden med barnets øjne” og huske at lege engang i mellem, er det lettere at kommunikere med de ”rigtige børn”. Man ”tuner simpelthen hurtigere ind på deres frekvens”
En klog mand sagde engang: ” En virkelig stor mand aflægger aldrig barnets enfoldighed.”
Hvis du har svært ved at ”lege”, så start med at lave nogle grimasser foran spejlet når du er helt alene, syng en sang, dans eller le.

Kommunikation.
Vær bevidst om dit kropssprog!
Kommunikation består af:
ORD: 7 % STEMME: 38 % KROPSSPROG: 55 %
D.v.s. Non - verbal kommunikation udgør 93 %!

Det talte ord:
Vælg dine ord med omhu! – HUSK BØRNELOGIK!
Eksempler:

- ”En stikpille er det noget der stikker?”

- ”Jeg tager lige en blodprøve” Børnelogik: ”Hvis du tager noget fra mig, hvornår får jeg det så igen?” Eller: ”Hvis du tager noget af mit blod, kommer min krop så ikke til at mangle det?”

- Et barn skal til operation og sygeplejersken siger til portøren: ”Han er klar, nu kan du godt køre ham ned!”
- En lille pige skal røntgenfotograferes og har fået besked på at stå helt stille. Da hun gør det, er det næste ord hun hører, ordet: ”SKYD!”
De to sidste eksempler, taler vist for sig selv…

Minimér skuffelser:
Lov aldrig mere end du kan holde:
Sig ALDRIG til et barn: Du kommer hjem i morgen, hvis du ikke er 100 % sikker på det. Et hospitalsophold kan i forvejen rumme mange skuffelser, som f.eks. udsættelse af en operation, at prøverne ikke var så gode som man havde håbet o.s.v.
Sig heller aldrig: ”Det gør ikke ondt” eller ”Du skal kun stikkes én gang”. Den slags bemærkninger taget et barn meget bogstaveligt og det kan medføre en unødig skuffelse/tillidsbrud, hvis det alligevel gør ondt, eller der alligevel lige skal tages en ekstra blodprøve. Jeg oplevede en gang en 5-årig dreng, der var meget bange, fordi han skulle have fjernet sin venflon. Han var meget bange for den nål, der skulle ud af hans hånd. Sygeplejersken blev ved med at sige at der IKKE var nogen nål i hans hånd. I princippet var det sådan set rigtigt nok. For det var et tyndt plasticrør. Men for drengen VAR det en nål… (Og det ligner det jo også!) Her kunne man med fordel f.eks. have fortalt drengen at det var et lille plasticrør der var i hans hånd. Samtidig med at man kunne have vist ham hvordan sådan et rør ser ud.

- Se barnet ind i øjnene og smil!
Vær venlig, åben og imødekommende HVER GANG! (Måske er det din undersøgelse/blodprøve nr. 1129, men husk barnets ”erfaring”, eller rettere sagt mangel på samme, og dets angst for smerte og det ukendte.) - Sig hvad du hedder og fortæl hvad der skal ske, også at noget måske gør ondt. Giv også barnet mulighed for at stille spørgsmål. Og gør hvad du kan for at ”afdramatisere situationen”. Men uden at skjule sandheden!
- Lad barnet mærke din (oprigtige) omsorg og vær til stede i nuet. (Forsøg at undgå stress ved f.eks. at tænke på alt det du skal nå bagefter!)
- Lyt til barnet. Sommetider vil et barn gerne fortælle dig noget. Det er altid et godt tegn, for det viser at barnet har tillid til dig. Måske har et barn lyst til at fortælle om sin hund derhjemme, eller andet der er vigtigt for ham/hende. Giv lidt af dig selv, ved at fortælle at du også har en hund, eller kender en hund etc. Dette er med til at aflede barnets tanker om sygdom og ubehag for en lille stund og viser din (med-)menneskelighed.

Når noget ubehageligt er gjort, gør det klart for barnet at ”Nu er det overstået” og ros barnet. Også selvom det måske har været meget ked af det under forløbet. Barnet har trods alt gennemgået det. (Jeg mener ikke kun det er ”de tapre børn” der skal roses! Der bør også være plads til barnets udtryk for angst og afmagt, ofte udtrykt gennem gråd. For det er jo i bund og grund, barnets forsøg på at ”forsvare sig”.)

Jeg er godt klar over at ”overgreb”/tvang ikke helt kan undgås. Men brug lidt tid lige efter, til at ”følge barnet” til en roligere tilstand. – Også for din egen skyld!
Når rummet forlades, gør det med et lille opmuntrende ord, - og et smil!

Måske virker det som om nogle af disse råd tager for meget tid, men ikke desto mindre kan den tid være givet virkelig godt ud. Der er jo en vis sandsynlighed for at møde barnet igen, og selvom det ikke er tilfældet, bør man i enhver situation forsøge at gøre det så lidt traumatisk for barnet som muligt.

Igennem mit arbejde som ”Stella”, der (selvfølgelig) altid er sød, åben, venlig, imødekommende og optimistisk i enhver given situation, har jeg lært hvor sandt det er, at ”alt hvad du sender ud, vender tilbage til dig selv.” Det er noget alle kan bruge, i enhver situation. – For den sags skyld også i livet udenfor hospitalets mure.

Charlotte Nefer
Hospitalsklovnen Stella

Maleri af Brittmarie Hermannsen 2006